Selvom pirater i Adenbugten fik held til en god løsesum på omkring 15 millioner kroner for en privat, dansk familie, kommer de sandsynligvis til at holde sig fra private sejlere i fremtiden.
Det vurderer professor i international politik ved Aalborg Universitet i København Bjørn Møller.
Han har forsket i piratsituationen ved Somalia og understreger, at tilfælde af private, der bliver kapret af pirater, kan tælles på én hånd.
Den eneste konsekvens, han kan se ved den danske gidselhistorie, er, at familiens dumdristighed kan fungere som skræmmeeksempel for andre eventyrere.
"Måske kan det være en ekstra afskrækkelse for andre at gøre det. Hvis nogen har lyst til at sejle en tur i de varme vande, så vil de nok gøre det, som stort set alle andre lystsejlere i hele verden har gjort, nemlig sejle et andet sted," forklarer Bjørn Møller til Newspaq.
I forvejen holder de fleste sig væk fra de farlige vande. Og det burde den danske familie bestemt også have gjort, mener professoren.
"Det her er jo en helt speciel sag, fordi de her lystsejlere har opført sig totalt idiotisk. Der er meget få, som har opført sig ligeså idiotisk, som de har. Der er jo generelt ikke ret meget lystsejleri i området - af indlysende grunde," siger Bjørn Møller.
Den danske familie og deres to besætningsmedlemmer sejlede ind i den farlige Adenbugten, selvom de kendte til faren.
To gange var de blevet advaret af Søværnets Operative Kommando om, at de under ingen omstændigheder ville være i sikkerhed i farvandet ud for Afrikas Horn.
For at føje spot til skade sejlede familien i en båd, der var prydet med et hollandsk banklogo (ING, red.).
Bjørn Møller mener, at det kan have været en yderligere fristelse for piraterne.