I dag melder 10 danske soldater sig klar til tjeneste som FN-observatører i Syrien.
Et arbejde der bliver både svært og farligt.
Observatørerne skal bevæge sig ud i de byer, hvor der har været kampe, fortæller mellemøstekspert Peter Seeberg.
- Syrien er et forholdsvist stort land, og der har været kampe i en række af byer. Det er klart, at det er begrænset, hvad man kan udrette med det relativt lille antal observatører, siger lektoren fra Center for Mellemøststudier til Newspaq.
På baggrund af Kofi Annans fredsaftale, skal observatørerne holde øje med, om kamphandlingerne i Syrien stopper.
Kamphandlingerne der indtil videre har været ganske voldsomme.
- Det er en voldsom sammenhæng observatørerne kommer ned til. Det kan være ganske farligt, og det er en vanskelig opgave, man kommer ned til, siger Peter Seeberg.
Ud over faren ved at bevæge sig rundt i det urohærgede land, kan det blive en udfordring for observatørerne at få lov til at bevæge sig frit.
Af sikkerhedsmæssige årsager vil der nemlig være en ledsagende styrke fra det syriske styres side, som i værste fald kan forhindre observatørerne i at bevæge sig frit omkring.
Selve arbejdet med at observere bliver ikke afgørende for udviklingen i Syrien, selvom det bliver både svært og farligt.
- Observatørerne i sig selv, er ikke dem, der gør forskellen. Det afgørende er, at det bakkes op af en enig forsamling i FN's sikkerhedsråd, fortæller Peter Seeberg, Lektor Center for Mellemøststudier.
Et enigt sikkerhedsråd sender nemlig et signal til Syrien om, at man ikke i længden vil acceptere landets voldsomme fremfærd overfor oppositionen og befolkningen.
Det faktum, at også Rusland og Kina bakker om om Sikkerhedsrådets beslutning om at sende observatører afsted, lægger et ekstra pres.
Rusland har nemlig tidligere haft et forholdsvis nært forhold til det syriske styre.