Pumpevirksomheden Grundfos tjente endnu flere penge sidste år end året før.
Helt præcist øgede Bjerringbro-koncernen sit driftsresultat med 191 millioner kroner til 2,230 milliarder kroner.
Og det skete endda, på trods af at nettoomsætningen faldt med 0,5 procent til 24,7 milliarder kroner.
Det skyldes ikke mindst, at man solgte en del af forretningen fra. Den organiske vækst fra fortsættende aktiviteter steg således med 0,5 procent.
Administrerende direktør Mads Nipper mener, at Grundfos står endnu stærkere i den internationale konkurrence.
- Når vi sammenligner med vores direkte konkurrenter, er det vores klare vurdering, at vi har øget vores andel af det globale pumpemarked.
- Trods den beskedne salgsvækst for året har vi derfor yderligere konsolideret vores position som den globalt førende leverandør af pumpeløsninger, siger han i en pressemeddelelse.
Koncernen gik frem på betydende markeder som Tyskland, Kina og Storbritannien, men måtte notere tilbagegang i USA, Rusland og Mellemøsten.
Særligt de to sidstnævnte markeder er ramt af økonomisk usikkerhed og lave oliepriser.
Overordnet set tror Mads Nipper dog på, at det de kommende år vil lykkes at øge de finansielle resultater.
- Gennem 2016 har vi øget investeringerne inden for eksempelvis serviceforretningen, innovative energieffektive pumpesystemer og udviklingen af digitale tilbud.
- Da disse områder er blandt hjørnestenene i vores 2020-strategi, er det en udvikling, vi vil fortsætte i 2017 og de kommende år, siger han.
Grundfos beskæftigede ved årets udgang 17.779 mennesker over det meste af verden.
/ritzau/