Det danske rederi Torm sætter nu hårdt mod hårdt.
Fremover vil skibe, der passerer Afrikas Horn på østkysten, være udstyret med bevæbnede vagter. Det skriver Maritime Danmark.
"Sikkerheden for vores søfolk er vores højeste prioritet, og det er et ønske fra de af vores folk, der sejler i området med stigende risiko for piratangreb, at få bevæbnede vagter på skibene," siger Claus Usen Jensen, der er teknisk direktør i Torm, i en meddelelse til medarbejderne.
Det er det britiske firma Protection Vessels International, der skal stå for sikkerheden, og det er ikke gjort uden mange overvejelser. Blandt andet har de skulle udforme præcise regler for, hvornår der må skydes.
"Før vi indgik kontrakten, har vi rådført os med en lang række eksperter. Der har blandt andet været en række juridiske forhold, der skulle afklares, herunder de såkaldte rules-of-engagement", siger Claus Usen Jensen ifølge Maritime Danmark.
Torm skal nu fremover søge seperat godkendelse til hvert skib, men rederiet vurderer, at det ikke vil blive et problem.
Kilde: Maritime Danmark