Grundejerforeningen for Gammel Skagen er bekymrede for, at en byggetilladelse til lensgreve Bendt Wedell vil skabe præcedens for bebyggelse i Gammel Skagen.
Den stenrige lensgreve har søgt om dispensation til at bygge en sommerbolig på 318 kvadratmeter i boligareal og med et grundareal på 248 kvadratmeter.
Det skriver Nordjyske.
Lensgreven har som udgangspunkt opbakning fra Frederikshavn Kommunes Center for Teknik & miljø, som ifølge Nordjyske anbefaler politikerne at give Bendt Wedell grønt lys til projektet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Bendt Wedell købte tidligere i år fiskerhuset "Saalt Hans’ hus" på Hans Ruths Vej 3 for 7,7 millioner kroner og rev det gamle 1800-tals hus ned.
Med i købet fulgte en grund på 1.600 kvadratmeter - med det kendte Ruths Hotel som nabo - og nu har lensgreven indsendt tegninger over en trelænget bolig, som han vil bygge i stedet.
Der må bygges 210 kvadratmeter i grundareal på stedet og det er her Grundejerforeningen for Gammel Skagen sammen med Foreningen for by- og landskabskultur for Skagen og Råbjerg Sogne gør opmærksom på, at området er udlagt til helårsbeboelse - altså at beboerne bor der hele året - og at det dermed ikke er tilladt at bygge sommerboliger.
Foreningen mener desuden, at en overskridelse på 38 kvadratmeter er uaceptabel, skriver Nordjyske.
Center for Teknik & Miljø mener modsat ikke, at der kan stilles krav om fast ophold på adressen og vurderer samtidig, at lensgrevens hus kan blive en naturlig overgang mellem Ruths Hotel og de mindre huse bag ved.
Lensgreve Bendt Wedell har tætte forbindelser til kongehuset og ejer godserne Wedellsborg på Fyn og Frijsenborg ved Hammel. Han betragtes som en af landets største jordbesiddere.