Selv om EU-Kommissionen sigter mod at have et nyt europæisk banktilsyn i sving allerede ved årsskiftet, tegner der sig stadig ikke noget klart billede af, hvorvidt det bliver attraktivt for Danmark og andre lande uden for euroen at være med.
Det mener økonomiminister Margrethe Vestager (R) forud for et møde tirsdag i Luxembourg med EU-kollegerne.
Det er nu næsten en måned siden, EU-Kommissionen kom med sit konkrete udspil til banktilsynet, der skal sikre finansiel stabilitet i eurozonen. Eurolandene skal være med, mens de 10 lande udenfor selv kan vælge.
Men med bare to en halv måned til den planlagte startdato, efterlyser den danske minister konkrete detaljer og justeringer, der gør det muligt for Danmark at tage stilling.
- Problemet med det første forslag er, at man må tilslutte sig alle pligterne, men man må ligesom ikke få nogen rettigheder. Og det er selv på en solskinsdag i det aller bedste vejr nok en sur deal, siger Vestager.
Hun hæfter sig ved, at medlemmer af Den Europæiske Centralbank, ECB's ledelse og flere toneangivende eurolande har udtalt vilje til at give de såkaldte "udelande" indflydelse, selv om tilsynet er rodfæstet i eurolandenes ECB.
- Vi hører, at der er en åbenhed, som ikke var der før. Der bliver givet meget stærke politiske signaler om, at der skal findes en løsning, siger Vestager og ser dermed tegn på muligheden for også at finde en juridisk løsning.
Men hun mener også, at der er tale om "en meget ambitiøs tidsplan".
- Men vi har ikke mere travlt, end at vi vil have fundet en løsning på de ting, der skaber problemer hos os, siger ministeren.
Den manglende indflydelse i banktilsynet er blot et af de problemer, der mangler at blive tilstrækkeligt belyst, før Vestager vil tage stilling til, om Danmark bør deltage.
Der mangler blandt andet også afklaring om tilknyttede forslag om afvikling af banker og om en fælleseuropæisk indskydergaranti.
/ritzau/