De borgerlige partier er ude af finanslovsforhandlingerne med en salut om, at regeringen fører ny rød blok, fordi partierne kun er blevet inviteret til et enkelt møde.
Men den salve afviser finansminister Bjarne Corydon (S) inden dagens forhandlinger.
"Tværtimod er vi jo blevet, kritiseret for at store dele af vores finanslovsudspil bygger videre på det, der var lagt frem af den tidligere regering. Det har vi jo taget til os, fair nok. Vi bygger jo videre på tilbagetræknings- og dagpengereformen," siger han.
Så er det klynk, at beskylde jeg for at levere blokpolitik?
"Nej, men jeg synes ikke, det er en korrekt beskyldning. Jeg synes, den er præget af, at man har siddet en måned i opposition. Og så er retorikken derefter," lyder det fra Bjarne Corydon.
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der nu har overtaget rollen som regeringens enlige støtteparti, mener, det er op til finansministeren at kommentere, hvem der er med til forhandlingerne.
Men hun sender alligevel en svada af sted mod VKO-blokken.
"Så vidt jeg kan forstå, er der ikke nogle af de borgerlige partier, som vil være med til at få nogle flere penge ind i kassen, så vi kan forbedre vilkårene for eksempelvis de arbejdsløse. (...) Så hvis de ikke vil være med til at skaffe nogle penge, så bliver det meget svært at forhandle med dem," siger hun til Newspaq.
Lørdag sagde Dansk Folkeparti finansordfører, Kristian Thulesen Dahl:
"Det er kommet som en overraskelse for os, at vi har været til ét møde om finansloven, og så har der ikke været forhandlinger i øvrigt. Og heller ingen orientering om, at vi er blevet smidt ud af forhandlingerne. Så det her er kommet meget pludseligt for os."