Der er måske udsigt til mere spilletid for Nicklas Bendtner i Arsenal. London-klubben er ved at sælge en af klubbens største stjerner - Emmanuel Adebayor - til Manchester City.
Citys træner Mark Hughes bekræfter, at klubben har lagt et bud på den lange togoleser.
"Der har været forhandlinger mellem os og Arsenal. Der er en aftale på vej, men den er ikke afsluttet," siger han ifølge Eurosport.com. Prisen på Adebayor skulle ligge på omkring 170 millioner kroner.
Manchester City har allerede sikret sig markante forstærkninger til den kommende sæson. Senest er Carlos Tevez kommet til fra Manchester United, mens Roque Santa Cruz og Gareth Barry er hentet i henholdsvis Blackburn og Aston Villa.
Hvis det lykkedes at lokke Adebayor til Manchester bliver vejen til startopstillingen i Arsenal væsentligt kortere for danske Nicklas Bendtner, der har siddet meget på bænken - netop på grund af Emmanuel Adebayor.