Det er ikke sjovt at være socialdemokrat for tiden. Efter en dårlig uge, hvor alt har handlet om betalingsringen,sender en ny måling det gamle arbejderparti gulvet. En Megafonmåling sender partiet ned på blot 20,2 procent af stemmerne, skriver Politiken.
Målingen er indsamlet i løbet af ugens tre første dage.
Socialdemokraternes politisk ordfører, Magnus Heunicke, erkender, at partiet har en stor opgave foran sig.
"Vi har en kæmpe opgave både kommunikativt og konkret med at skabe job og få styr på økonomien. Men det er et langt, sejt træk, og det går op og ned i målingerne undervejs, " siger Magnus Heunicke til Politiken.
Partiet har under hele forløbet med betalingsringen været enormt splittede udadtil, og det har skabt problemer for S, mener ordføreren.
"Vi har stået i debatter med vores egne partifæller: borgmestre og faglige organisationer. Vi har været enige om, at der er et problem, men vi har ikke været enige om løsningen", siger han til Politiken.
Målingen markerer også en anden rekord for Socialdemokraterne. Gabet op til Venstre, der nu står til 34,3 procent i målingen, har ikke været større siden 1998.
Lidt overraskende viser målingen også, at det andet regeringsparti SF står til en lille fremgang på 8,1 procent mod 7,4 procent i januar. Partiet ligger dog stadig under valgresultatet fra september.
Kilde: Politiken