FREDAG DEN 13. blev ikke en dårlig aprilsnar for den danske fagbevægelse.
Tværtimod lykkedes det LO og FTF at samles om at skabe en historisk, ny hovedorganisation. Stadig uden navn, men med masser og krop og vilje til at påvirke udviklingen på vegne af 1,5 millioner medlemmer.
Det ER en kraftpræstation af især Lizette Risgaard og Bente Sorgenfrey at få egne organisationer på plads. Denne sejr har mange børn. Både på LO-siden og FTF-siden har der været skubbet på en fusion i mange år. Og en stribe embedsmænd i begge organisationer har arbejdet vedholdende. ”Unsung heroes”, engang imellem fører en demokratisk proces derhen, den var tænkt!
Dansk fagbevægelse er i disse år bedre end sit trængte rygte. Der kan peges på en række sejre i nyere tid, men flere af dem er af defensiv karakter.
FÆLLESSKAB HAR BRAGT fagforbund på tværs af kommuner, stat og regioner tæt på et OK18-resultat. Eller et forlis. Men rigtig mange uden større kendskab til den danske forhandlingsmodel har fået øjnene op og bakker om lønmodtagerne i det aktuelle forhandlings-maraton. Om lønmodtagerne skal strejke og lockoutes afklares indenfor de nærmeste døgn. Udfaldet her har ikke meget med den nye hovedorganisation at gøre. Det er nu og i fremtiden forbundene, der varetager OK-forhandlingerne.
Fagbevægelsen fik forhindret Ryanair i at etablere base i Danmark, og kan tage stor ære for, at luftens ”hårde halse” reelt overvejer at indgå overenskomst i Danmark.
Fagbevægelsen – anført af 3F – fik sidste år forhindret at pensionsalderen skulle stige. Og den nuværende Venstre-statsminister Lars Løkke synes at tage OK-fagbevægelsen meget alvorligt. Han dukkede fx op i tirsdags sammen med DI-direktør Karsten Dybvad for at lykønske 3F med en interessant overenskomst-aftale med en digital platforms-virksomhed.
STATSMINISTEREN har indgået trepartsaftaler med fagbevægelsen og arbejdsgiverne om integrationsforløb for flygtninge, praktikpladser og voksen-efteruddannelse. Venstres formand har inviteret flere af fagbevægelsens topfolk med ind i ”Disruptionsrådet”. Her drøfter man fremtidens job og hvordan Danmark som nation skal tilpasse sig de nye teknologiske udfordringer.
Alt sammen beviser på, at fagbevægelsen har indflydelse på beslutningerne. Og ikke uden ironi: At Venstres statsminister tager fagbevægelsen mere alvorligt end Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager gjorde i deres regeringstid!
Jeg tror ikke, at relationerne til Christiansborg og Dansk Industri bliver ringere i én samlet lønmodtager-organisation. Men der ligger en bunden opgave for Risgaard og co. i at fastholde indflydelsen hos besluttende politikere og bringe dem offensive svar på udformningen af fremtidens Danmark.
FOR NÅR CHAMPAGNEN er drukket og lykønskningerne givet, tårner endnu flere udfordringer sig op for lederskabet i den nye hovedorganisation.
Udover at få politisk indflydelse er der (mindst) 3 tydelige udfordringer.
- 1 At skabe en positiv og involverende fortælling om, hvorfor fagbevægelsen gør en forskel. De gode historier skal ud over rampen. Nødvendigheden af at være med i en overenskomstbærende fagforening skal ikke kun vise sig, når der – som nu - er konflikt og kamp mod arbejdsgiverne. Den fortælling skal især ud til en ung generation af danskere, der ikke føler et umiddelbart behov for kollektive aftaler. De unge melder sig ikke ind i samme omfang som ældre forbundsmedlemmer tjekker ud. Det er en markant udfordring i LO-forbundene, hvor man har set en vigende medlemsudvikling i mange år.
- 2 Skabe én organisation og sige pænt farvel til en række medarbejdere. Fusionen betyder, at administrativt ansatte i både LO og FTF går en nervøs fremtid i møde. Der skal rationaliseres. Det betyder afskedigelser. Når det nye ”barn” skal være klar 1. januar, skal der dannes én organisation. Det kræver tid at få skabt en kultur, der arbejder effektivt internt og især eksternt ud mod de mange medlemsforbund.
- 3 Kendskab er venskab, siger Lizette Risgaard meget imødekommende. Og jo, det er en fin vending, men én kultur skabes ved fælles fodslag. Der er forbund, der gerne havde set et stærkere politisk aftryk i den nye organisation, der er forbund, der er nervøs ved den kommende politiske linje. Og der er politikere, der spiller meget på offentligheden og politisk sympati, og der er politikere, der helst agerer diskret og i hvert fald ikke udtaler sig offentligt under et forhandlingsforløb.
Lizette Risgaard og den øvrige ledelse skal på flere måder bygge et nyt hus, og holde styr på alle ”ungerne”. Der alle reelt er voksne og ganske selvkørende.
Det ændrer ikke på, at det at få én samlet hoved-organisation er værd at lette på kasketten for. I tider, hvor fagbevægelsen ofte beskyldes for at være fortidslevn og støvede, så udgøres ledelsen af to kvinder. Allerbedst: Det har ingen diskuteret overhovedet. Det er en selvfølge. Det kunne de godt lære lidt af ovre i erhvervslivet!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.