Chefredaktør: Høj pris for Løkke ved en konflikt
Blog

Af Nicolai Kampmann
Se alle blogindlæg

Chefredaktør på Avisen.dk og UgebrevetA4. Har tidligere været chefredaktør på Fagbladet3F, kommunikationschef i 3F, Alka og Undervisningsministeriet samt journalist på det lukkede Aktuelt. Han vil ved givne lejligheder kommentere aktuelle begivenheder i politik og samfundsliv.

GAD VIDE, om Lars Løkke ringede til Sophie Løhde mandag aften?

Og bad hende om at lande en aftale med de statsansatte om den betalte spisepause.

Ville det ikke være et knæfald for modparten, kan man så spørge?

Måske, men alternativet er, at lige om lidt vil en konflikt på det statslige område blive statsministerens problem. Som formanden for Socialpædagogerne, Benny Andersen, formulerer det, så skal Lars Løkke måske snart opleve, ”hvor ubehageligt det er for en regering og en minister at stå for det eneste område, hvor der er konflikt”.

SITUATIONEN OPSTÅR, hvis kommuner og regioner indgår en aftale, så statens område helt usædvanligt står med et forlis. Der bliver interne ”diskussioner” i fagbevægelsen om den fælles musketered nu fremstår i ”nye klæder”. Men selve sagen, konflikten, kommer regeringen til at forholde sig til.

Her fornemmer man tydeligt ånden fra Bjarne Corydon, der i 2011 etablerede Moderniseringsstyrelsen for at det offentlige kunne ”løbe længere på literen”, som Løkke selv siden har kaldt det.

Moderniseringsstyrelsen er blevet et stadig større hade-objekt, som nogen enten foreslår nedlagt eller kraftigt gentænkt. At skulle løfte Moderniseringsstyrelsens kamp mod en spisepause ovenpå at Sophie Løhde i månedsvis forgæves har prøvet: Det bliver ikke sjovt.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen har meget præcist kaldt det for ”ulykkeligt” at striden om frokostpausen i staten er røget op på det konflikt-udløsende niveau. Temaet blev testet af en voldgift i 2017, hvor arbejdsgiversiden i Danmarks Radio tabte sagen. Derfor er det svært at anfægte lønmodtagerne, når de siger, hvorfor give noget for en ret, vi allerede har?

STATSMINISTEREN KAN ringe til Bjarne Corydon og høre Børsens chefredaktør om råd. Den tidligere finansministers ånd hviler over denne konflikt. Lærernes vrede fra lockouten i 2013 ikke mindst.

Den parlamentariske logik er, at det skal være Dansk Folkeparti og/eller Socialdemokratiet, der skal hjælpe Løkke med den kattepine. Det tror jeg ikke, nogle af de to partier har den store lyst til!

Den politiske statsminister risikerer højst et år før et valg at kaste sin i forvejen skrøbelige mindretalsregering durk ind i en kamp mod de offentligt ansatte. Måske ikke et selvmord, men en ren foræring til den røde opposition. Socialdemokratiet kan få en platform til at komme lønmodtagerne i møde, tale ind i et voksende fjendebillede samt få lidt distance til Corydon-æraen. What’s not to like!

DANSK FOLKEPARTI HAR længe ønsket at blive mere attraktivt hos offentlige lønmodtagere, og Kristian Thulesen Dahl valgte forbløffende nok at mane til ”bodsgang” over for lærerne midt under de nuværende forhandlinger. Til trods for at den normale regel på Christiansborg er, at man ikke blander sig i igangværende OK-forhandlinger på arbejdsmarkedet.

Det er svært at se, DF gå ind og hjælpe Løkke med et indgreb på den baggrund.

Hvis – og det er et stort hvis, ingen ved det – der kommer en konflikt alene på det statslige område, så bliver der en stenhård kamp om den folkelige opinion. I den kamp er Løkke og Løhde bagud fra start. Kan den vindes? Jeg tvivler. Kan den tabes? Ja. Derfor tænker jeg, at statsministeren gerne undgår, at denne konflikt ender på hans bord.

Men mine ord er gratis – ansvaret er hos politikerne!



Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.