I sidste måned gik den såkaldte fragttjeneste Habil i luften. Og siden da har omkring 700 af de tilknyttede chaufførers personfølsomme oplsyninger, så som straffeattester, billeder, kørekort og sygesikringsbeviser, ligget frit tilgængelige på nettet.
Det skriver Ekstra Bladet.
Hos Habil fortæller presseansvarlig Nicolai T. Jørgensen, at der er tale om en fejl.
- Det her er ikke særlig heldigt, og det er selvfølgelig på ingen måde acceptabelt, siger han til Ekstra Bladet.
Rystet chauffør
En af de chauffører, hvis oplysninger har været tilgængelige for alle, er Rene John Poulsen.
Han er rystet over sagen.
- Jeg kommer ikke til at køre for Habil. Det er jeg fast besluttet på. Jeg er rystet. Det bør slet ikke kunne lade sig gøre. Sikkerhed bør være første prioritet, siger Rene til Ekstra Bladet.
Selvom han egentlig er glad for tjenester som Habil og Uber, han har svært ved at stole på, at Habil fremover kan passe på alle hans oplysninger.
- Jeg vil også være interesseret, hvis der kommer lignende systmer, men jeg vil ikke have noget med Habil at gøre, siger han til Ekstra Bladet.
Lukket for adgang
Den nye tjeneste blev lanceret nogenlunde samtidig med, at den omstridte kørselstjeneste Uber lukkede.
Presseansvarlig Nicolai T. Jørgensen understreger dog, at sikkerhedsbristen ikke skyldes, at firmaet gik i luften, før projektet var helt klart til det.
Efter Ekstra Bladets afsløring har Habil nu lukket for adgangen til de personfølsomme oplysninger.