Der er behov for en særlig indsats over for de danskere, der efter mange år på arbejdsmarkedet er slidt ned og ikke længere kan klare udfordringerne på på jobbet. Det slog Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, fast på partiets kongres i Aalborg.
Men hvilken håndsrækning, de nedslidte, som skal have, har partiformanden endnu ikke konkrete bud på. Hun taler om 'en uløst opgave,' der skal findes en løsning på.
- Jeg er ikke færdig med at gøre mig tanker, men jeg kan konstatere, at en del danske lønmodtagere er ved godt helbred og godt kan arbejde længere, og så er der nogle, der ikke kan. De har svært ved at blive i deres fag, fordi de er slidt ned, og de har svært ved at skifte, fordi ryggen, hoften, nakken og skulderen er færdig, siger Mette Frederiksen.
Senest har Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, på Avisen.dk opfordret Socialdemokratiets formand til at bryde ud af den brede politiske aftale fra 2006 - velfærdsforliget - der skitserer den stigende pensionsalder. Det kommer dog ikke på tale, fastslår Mette Frederiksen.
- Vi står ved aftalen fra 2006, men vi har en udfordring med de nedslidte. Den gruppe kommer i klemme, og vi kan også se en stigning af ældre lønmodtagere på førtidspension, siger hun.
Ingen har fundet modellen
På kongressen i Aalborg har S-formanden understreget behovet for at finde løsninger for den nedslidte brolægger, jord- og betonarbejderen og pædagogen, der har løftet på børn hele sit liv.
Men om en en differentieret pensionsalder, hvor antallet af år på arbejdsmarkedet er afgørende for, hvornår man kan trække sig tilbage, kan komme på tale, afviser S-formanden at give noget konkret bud på.
- Der er ikke nogen, der endnu har fundet modellen, men der er noget i det. For selvfølgelig er der forskel på, om du går i lære, når du er 16-17 år og har et hårdt og måske opslidende arbejdsliv, og at gå på universitet og først komme ud på arbejdsmarkedet, når du er sidst i 20'erne. Allerede der kan der være 10 års forskel. Jeg synes, at der er noget der, men præcis hvordan vi skal løse det, kan jeg endnu ikke siger, lyder partiformandens overvejelse.
De Radikales leder, Morten Østergaard, har op til S-kongressen været på banen med et krav om en større økonomisk plan som betingelse for at støtte en socialdemokratisk regering. De Radikale ønsker at øge det økonomiske råderum, blandt andet ved at øge tilbagetrækningsalderen.
Mette Frederiksen siger, at hun gerne vil være med at mere albuerum i dansk økonomi, men hun siger nej til forslag om at øge pensionsalderen.
- Det har jeg sagt hele vejen igennem. Jeg vil simpelthen ikke være med til, at nedslidte danske lønmodtagere, som har arbejdet flere år med hårdt fysisk arbejde, end Morten Østergaard og jeg nogensinde kommer til, skal arbejde længere, for at der bliver et udvidet økonomisk råderum, siger Mette Frederiksen.