- Det er fuldstændig uacceptabel opførsel.
Sådan lyder det fra Brøndbys direktør, Jesper Jørgensen, efter søndagens voldelige uroligheder i forbindelse med derbyopgøret mod FC København.
Af den grund ser klubbens ledelse frem til et hastemøde indkaldt af Københavns Vestegns Politi.
- Episoder som den i går er ødelæggende for dansk fodbold og hører ingen steder hjemme, siger Jesper Jørgensen i en pressemeddelelse.
- Vi arbejder hele tiden på at forbedre stadionoplevelsen og øge sikkerheden til vores kampe, og vi arbejder målrettet videre med en række tiltag, der kan hjælpe os og myndighederne med at få identificeret og slået ned på ballademagere, før, under og efter kampe, siger han.
Brøndby Kommune samt fanklubberne Brøndby Support og Alfa ventes ligeledes at deltage.
Paterne vil under mødet blandt andet diskutere tiltag i forbindelse med fremtidige højrisiko-fodboldkampe.
Det siger politidirektør i Københavns Vestegns Politi Kim Christiansen.
- Det er endnu for tidligt at pege på konkrete fremtidige tiltag. Men borgerne kan være vis på, at det er et område, der bliver analyseret meget nøje endnu engang, siger han.
Uroen skete efter en fodboldkamp mellem rivalerne FC København og Brøndby, som københavnerne vandt 1-0.
Politiet blev nødt til at lægge sig imellem to grupper, der var stødt sammen ved Bodega Hovsa - et kendt tilholdssted for Brøndby-tilhængere.
Det ledte til flere stenkast mod politiet. Søndag meddelte politiet, at omkring 70 politifolk anmeldte at være blevet ramt af sten eller har været udsat for anden vold.
Syv personer blev i forbindelse med sammenstødet anholdt, men er siden løsladt.
De er dog fortsat sigtet for under andet vold mod politiet, ikke at følge politiets anvisninger og at nægte at oplyse navn.
- Vi har allerede sikret billeder af rigtig mange af voldsmændene, og jeg kan garantere for, at der bliver sat tilstrækkeligt med ressourcer ind på at få bragt disse gerningsmænd til ansvar, siger politidirektør Kim Christiansen.
Brøndbys ledelse er klar til at assistere politiet, siger direktør Jesper Jørgensen, der er "voldsomt skuffet" over den voldelige afslutning uden for stadion efter en fredelig kamp.
- Vi har meddelt Københavns Vestegns Politi, at vi stiller alle de ressourcer, de måtte ønske, til rådighed, så personer der stod bag gårsdagens optøjer kan blive retsforfulgt.
/ritzau/