TDC-butikken i Ribe og to TDC-kontorer i København har i dag modtaget trusselsbreve med hvidt pulver i. Det skriver JydskeVestkysten.
Der blev slået alarm, da man opdagede brevene, som skulle forestille, at de indeholdt miltbrand, men nu har politiet fastslået, at indholdet var uskadeligt.
"Det er meget ubehageligt, en grov spøg, som vi tager meget seriøst. Vi er naturligvis i dialog med politiet for at varetage vores medarbejderes interesser," siger TDC's presserådgiver Rasmus Avnskjold til JydskeVestkysten.
I Ribe var det en butik med kunder, der modtog brevet.
"De to andre steder i København er på adresser, hvor der ikke er kunder, men udelukkende medarbejdere," forklarer Avnskjold.
Syd- og Sønderjyllands Politi vil endnu ikke oplyse, om de har nogen spor at gå efter i sagen.
Heller ikke TDC kan forestille sig, hvem der har sendt dem det hvide pulver.
Kilde: jv.dk