Anders Breivik overvejede at sprænge en "fattigmands-atombombe" i den norske hovedstad.
Det fortæller den drabs- og terrortiltalte højreekstremist, som torsdag atter sidder på anklagebænken i Oslo Byret.
- Jeg havde en alternativ plan, hvor jeg ville bruge en slags fattigmands-atombombe, fortæller Breivik ifølge NRK.
Massemorderen forestillede sig to konkrete steder, hvor han kunne bringe den beskidte bombe til sprængning.
Den ene var i regeringskvarteret.
Den anden var 1. maj-festlighederne, hvor arbejderne fejrer deres internationale kampdag. I Oslo slutter optoget på Youngstorvet i den centrale dele af byen.
Men Breivik endte dog med at kassere sine atombombeplaner.
- Jeg anså det som uacceptabelt. Norge og Arbeiderpartiet bør få en advarsel før et så stort angreb. Den advarsel var 22. juli (Oslo-bomben og Utøya-massakren, red.).
Torsdagens retsmøde i straffesagen mod Breivik koncentrerer sig om den 33-åriges planlægning af sine terroraktioner, der oprindeligt der lagde op til tre bombeangreb.
- Det første mål var regeringskvarteret. Det andet var Arbejderpartiets hovedkontor, og det tredje var jeg meget usikker på, lød det torsdag formiddag fra Breivik
- Jeg landede på slottet som mit tredje mål - på et tidspunkt, når kongefamilien ikke var til stede. At skade dem ville være uacceptabelt, tilføjede han.
Straffesagen er sat til at vare ti uger. Dommen ventes senest af falde 20. juli.