Skuespillerinden og sexsymbolet Angelina Jolie afslørede for nylig, at hun har fået fjernet begge sine bryster som en forebyggende behandling.
Hun bærer nemlig ligesom sin mor, der døde af livmorhalskræft i 2007, en mutation på genet ved navn BRCA1. Mutationen sætter hendes risiko for at udvikle bryst- og livmorhalskræft drastisk i vejret.
Men det noget voldsomme indgreb har tilsyneladende ikke betydet noget for partneren, Brad Pitts, syn på den 38-årige Jolie.
- Hun har altid været det modige, dristige individ, som jeg faldt for - og hun er sexet som altid, sagde 49-årige Pitt til CNN under premieren på sin nyeste film, zombibraget World War Z, i New York.
Tidligere på måneden var han i følgeskab med Jolie under filmens premiere i London. Her fik Angelina Jolie lov til at give udtryk for sine følelser omkring operationen.
- Jeg har det vidunderligt, og jeg er meget, meget taknemmelig for al jeres opbakning. Det har betydet virkeligt meget for mig, fortalte hun dengang BBC.
Sammen har parret seks børn, hvoraf de tre er adopterede.
/ritzau/