Sammen med resten af oppositionen i ryggen åbner Venstre nu for, at studerende selv skal betale for en videregående uddannelse.
De borgerlige partier vil have nedsat en hurtigtarbejdende kommission, som skal undersøge kvaliteten af uddannelserne og det såkaldte taxametersystem - herunder muligheden for brugerbetaling.
Det skriver Berlingske.
- Man ville være blind, hvis ikke man kunne se, at brugerbetaling generelt medfører positive incitamentstrukturer, siger Venstres uddannelsesordfører, Esben Lunde Larsen, til Berlingske.
- Det er klart, at brugerbetaling kan have en social slagside, men brugerbetaling kan også medvirke til, at studerende bliver hurtigere færdige og mere målrettede. For når man selv har betalt for en vare, så strammer man sig ekstra an, tilføjer han.
Venstre ønsker at gøre op med brugerbetaling som et tabu og sparker derfor gang i debatten.
Kommissionen skal opveje fordele og ulemper ved brugerbetalingen og sammenligne med andre lande, og Venstre ønsker resultater af arbejdet inden for et år.
Mens Dansk Industri kalder Venstres forslag for "fremragende", så er uddannelsesminister Morten Østergaard (R) knap så positiv.
- Men jeg forstår ikke et ord af, hvad brugerbetaling skulle kunne gøre af godt for kvaliteten på vores videregående uddannelser, siger han til Berlingske.
- For os er det fuldstændig grundlæggende, at der er fri og lige adgang til uddannelse, og at pengepungen på ingen måde må spille en rolle. Så det siger jeg nej til - uanset om det er en holdning eller et standpunkt, tilføjer ministeren.
Heller ikke Enhedslisten mener, at de brugerbetalte uddannelser er en god idé.
/ritzau/