Der bliver mørtlet, hamret og savet som aldrig før i de danske kommuner.
Lige nu er der rundt om i landet ved at blive opført over 16.000 lejeboliger. Det er det højeste tal i 30 år.
"Det skyldes dels et opsparet behov for almene boliger, dels er der en ketchupeffekt, fordi det fra 2011 bliver dyrere for kommunerne at sætte byggeri i gang. Derfor realiserer kommunerne planerne nu," siger Bent Madsen, direktør i Boligselskabernes Landsforening, til Morgenavisen Jyllands-Posten.
Men det er ikke kæmpe højhuse i gråt beton, kommunerne bygger. Ifølge Bent Madsen er man påpasselig med ikke at bygge enheder med over 100 boliger.
Byggeboomet i kommunerne sker samtidig med, at mange boliger står tomme - specielt i de tyndt befolkede egne af Danmark.
Derfor er det også mest i de større byer, at boligerne bliver opført.