Middag, fadøl og billetter til fodboldkampen mellem FC København og Olympique Marseilles den 18. februar i år.
Det var, hvad beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Klaus Bondam (R), fik betalt af TDC.
Og det er direkte ulovligt. Det mener lektor i forvaltningsret, Sten Bønsing.
"Kommunalt ansatte må ikke modtage gaver. Det er klar bestikkelse og overtrædelse af straffelovens §144, når man tager imod dem, fordi man er offentligt ansat," siger Sten Bønsing til B.T.
Han understreger, at turene skal have et klart fagligt formål, før man må tage med.
"Såfremt mødet har et fagligt formål kan en frokost for eksempel godt forsvares, men jeg mener, det er over grænsen at tage imod billetter til en fodboldkamp," siger han.
Men turen var både faglig og social, forklarer Anders Thomsen, chef for Public Affairs i TDC.
"Klaus og jeg er gamle venner, og jeg synes derfor, fodboldkampen var en god anledning til at mødes og snakke privat samtidig med, at vi også kunne drøfte faglige ting som for eksempel digitalisering," siger han.
Anders Thomsen lægger da heller ikke skjul på, at det da også var med en økonomisk interesse for øje, at TDC bød Bondam på bold, fordi han sidder i kommunens økonomiudvalg.
"Jeg mener, det er i TDC's interesse at mødes med relevante magthavere under gode rammer," siger han.
Københavns Kommune skiftede i august sidste år fra Telia til TDC.
Anders Thomsen er tidligere radikal vælgerforeningsformand, og det var da også selv samme Thomsen, der i november var med til at sørge for, at Klaus Bondam fik sikret sig endnu en periode som borgmester.
Han skulle tilsyneladende have været med til at lægge strategien om, hvordan de radikale skulle samarbejde med Dansk Folkeparti efter et valg. Det var udelukkende på grund af aftalen med DF, at Bondam fastholdt sin borgmesterpost.
Klaus Bondam ønsker ikke selv at udtale sig om den betalte fodboldtur, men hans pressechef, Lars Bøgeskov, siger:
"Bondam synes, det var fedt, at TDC inviterede til møde lige præcis i Parken, og at der var mad med, det havde han det meget godt med."