Socialdemokraterne og SF har gang på gang lovet landets boligeejere, at de ikke vil hæve boligskatterne eller forringe rentefradraget frem til 2020.
I partiernes 2020-plan for dansk økonomi, Fair Løsning, underskrev de en decideret garanti. Fair Løsning er nu blevet afløst af S-R-SF-regeringsgrundlaget, og her er der ikke blevet plads til den langsigtede garanti, skriver Politiken.
"Regeringen vil holde boligskatterne og rentefradraget i ro i indeværende valgperiode," står der i regeringsgrundlaget.
Dermed er boligejerne højst fredet ind til 2015.
De Radikale har tidligere ønsket en forhøjelse af boligskatterne, men er tilfredse med den nye aftale på området. Det har ifølge Politiken ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokraterne.
Venstres politisk ordfører, Ellen Trane Nørby, mener ikke, at vælgerne kan være tilfredse med aftalen.
"I betragtning af, hvor mange gange de fremførte det løfte i valgkampen, må man jo tro, der er tale om en skrivefejl. Ellers løber de jo fra deres løfter om at frede boligejerne og om at skabe stabilitet på boligmarkedet," siger hun til Politiken.
Kilde: Politiken