Internationale sanktioner imod kupstyret i Madagascar har sendt halvdelen af befolkningen ud i sult. Øen er nu et af verdens værste eksempler på fejlernæring blandt børn.
Den humanitære nyhedstjenesten IRIN, støttet af FN, fortæller nu om skolepiger, der sælger deres krop i prostitution for 40 kroner pr. kunde for at kunne betale for skole og mad til sig selv og deres familier.
Det er både børn af fattige familier og fra mellemklassen, der er begyndt i sex-industrien, fortæller lokale organisationer IRIN. I nogle tilfælde er hele familier gået ind i det arbejde.
Krise efter kup
En FN-udsending, Dr. Olivier de Schutter, bevidner, at i landets sydlige del er madforsyningen usikker for 70 procent af befolkningen, skriver nyhedsbureauet AP.
Problemerne opstod i 2009, hvor Andry Rajoelina med hjælp fra militæret kuppede den valgte præsident. Blandt andre stoppede EU og USA deres bistand til Madagascar.
Kuppet medførte, at USA som straf droppede en særlig handelsaftale med landet. 150.000 tekstilarbejdere mistede deres arbejde ved den handling. Halvdelen af Madagascars tekstilindustri var afhængig af frihandel med USA.
Økonomisk udvikling
Der er ganske stor international interesse for den olie, der ligger i havet ud for østaten. Et enkelt kendt felt anslås at have 2,5 milliarder tønder olie, som hvis udvundet ville bringe Madagascar pænt op på listen af olieproducenter.
Udenlandske investorer tøver dog noget på grund af den politiske krise i landet siden 2009. Olieministeriet har derfor udskudt tilbudsrunder for 225 oliefelter. Det franske olieselskab Total har dog netop fået udvidet sine rettigheder til olieeftersøgning.
I mellemtiden er fattigdom siden 2008 steget med ni procent. Kupleder Rajoelina afviser, at fattigdom og sult skulle være et større problem.