»Moar, jeg vil have den der!«
Scenen fra et supermarked med et plagende barn lyder måske bekendt, og ifølge en ny undersøgelse plager børn ekstra meget, når der er en kendt figur som Superman, Mickey Mouse eller Snurre Snup på madkassen, sengetøjet eller posen med frugten.
Markedsføringstricket med at tilføje en kendt figur eller person til et produkt er i hastig vækst, viser undersøgelsen, som reklamebureauet Initiative Universal Media, der rådgiver firmaer om markedsføring, har lavet.
I alt 300 forældre er spurgt. Tre ud af fire forældre nikker ja til, at der er kommet flere produkter, som sælges ved hjælp af kendte figurer. Samtidig svarer forældrene, at børnene plager mere for at få produkterne med de kendte figurer, som børnene finder mere interessante.
Det billede kan Michael Benzon, kategorichef i Nordic Licensing Company, som udlejer alle Warner Brothers figurer som Snurre Snup og Superman i Norden, sagtens genkende.
»Der er sket en voldsom vækst de seneste par år. Vi har fordoblet vores omsætning, og udviklingen sker selvfølgelig fordi, virksomhederne er begyndt at finde ud af effekten ved at bruge et kendt produkt,« siger han.
Begrebet licensing begyndte for alvor med badehåndklæder med Coca-cola- eller 7up-logoer. Og så snart et kendt mærke eller figur blev sat på et produkt, solgte det bedre.
Ifølge Jimmi Andersen, formand for Århusafdelingen af Dansk Marketing Forum, udvælger børn produkter på samme måde som voksne. Med andre ord styrer mærkerne valget.
»Når en dreng falder og slår sig, vil han hellere have et plaster med Superman end et almindeligt plaster. Og det handler selvfølgelig om mærker, ligesom det handler om mærker, når voksne køber tøj eller andre produkter,« siger han.
Det er dog ikke alle produkter, der er lige velsete. Usunde morgenmadsprodukter bliver i stigende grad sorteret fra, siger Michael Benzon fra Nordic Licensing Company.
»Vi skal beskytte vores figurer, og derfor har vi eksempelvis et anstrengt forhold til usunde morgenmadsprodukter, fordi de knytter de forkerte signaler til vores figurer,« siger Michael Benzon, der til gengæld er på vej med en pose gulerødder med Snurre Snup rettet mod børn.
Og den slags markedsføring er helt i orden, siger Jens Carsten Nielsen, centerleder på Copenhagen Business School. Han mener, at forældrene sagtens kan gennemskue det.
»At putte Mickey Mouse på en madkasse eller Snurre Snup på en pose gulerødder tilfører produktet en følelsesmæssig merværdi, som er helt reel. Så længe produktet er i orden, kan forældrene jo bare vælge et alternativt produkt. De kan sagtens gennemskue det,« siger Jens Carsten Nielsen.
Fakta om licensing:
Licensing er, når et firma køber rettigheden til at bruge et kendt produkt i forbindelse med sit eget produkt. Eksempelvis når Jysk sælger sengetøj med Batman, eller når Lego sælger sine produkter ved hjælp af Harry Potter-figurer. For fødevarer er prisen omkring fem procent af omsætningen, mens prisen er cirka 15 procent for tøj, solbriller og lignende.