Efter ti år med øgede beføjelser til PET er der behov for mere åbenhed i tjenestens arbejde.
Det mener justitsminister Morten Bødskov (S), skriver Berlingske.
Han vil inden længe søsætte et omfattende udredningsarbejde af den danske terrorindsats de seneste år.
"Vi har en situation, hvor efterretningstjenesterne har fået flere beføjelser og flere ressourcer. Derfor er det godt for tilliden til efterretningstjenesterne og afmystificeringen, at der kommer mere åbenhed," siger Morten Bødskov til Berlingske.
Terrorforsker Lars Erslev Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) støtter behovet for mere åbenhed i PET. Også Venstre vil gerne diskutere det.
Her mener man dog, at det nye udvalg er 'spild af penge'.
"Regeringen burde komme med et politisk oplæg i stedet for at bruge millioner af kroner på at nedsætte kommissioner og udvalg," siger retsordfører Karsten Lauritzen (V) til avisen.
PET's stab er mere end fordoblet og beføjelserne øget betydeligt siden terrorangrebet i USA i 11. september 2001.