Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
KORT FØR jeg flyttede sammen med min kæreste, min yngste søns mor, var jeg gået konkurs med et lidt for optimistisk projekt, og efter det sagde jeg ja tak til en opgave for et stort svensk forlag. Forlaget havde dog ikke de samme intentioner efter ansættelsen, som de havde under jobsamtalerne, så det endte også med en lukning. Denne gang ikke på grund af overdreven optimisme fra min side, men udbredt pessimisme fra svenskernes.
Uanset om det var min skyld eller ej, så blev resultatet det samme: Jeg var blevet for gammel til, at nogen ville ansætte mig, og med i lasten havde jeg to kuldsejlede projekter. Jeg var langt fra et godt papir, til trods for, at jeg før de to fejl havde bevist mine evner til at tjene penge på at lave magasiner.
Min kæreste og jeg var lige netop flyttet sammen, da svenskerne opgav, og for anden gang på få år måtte jeg forlade mit hjem. Første gang fordi min lille lejlighed i Nordvestkvarteret i København røg med i boet, og anden gang, fordi jeg ikke kunne betale huslejen på de lønninger jeg kunne slæbe hjem.
Inden vi flyttede sammen, var det vigtigt for mig, at der var en økonomisk Berlinmur mellem min kæreste og mig. Hun skulle ikke bøde for mine fejltagelser.
KORT EFTER flyttede vi til Skåne, fordi det var her, vi kunne finde en bolig og samtidig opretholde en levestandard, der var rimelig. I Sverige (som stadig har retten til Skåne), er ægtepar og ugifte samboende ligestillede i modsætning til Danmark, og derfor gik vi til en advokat for at få lavet et gyldigt juridisk dokument, som sikrede, at vi bevarede den økonomiske brandvæg mellem os.
Alt var godt, vi havde fået en søn, og eftersom vi opførte os som arrogante indvandrere, der ikke havde lært sproget ordentligt, ikke helt havde taget traditionerne til os og heppede på det danske fodboldlandshold, besluttede vi os for at rejse tilbage til Danmark igen.
Efter få år blev jeg ramt af flere tsunamier af syg- og dårligdomme, og jeg gik og kæmpede desperat for at overleve både sygdomme, Socialdemokratiet og socialkontoret. (Jeg ved godt, det hedder Jobcenter). Endelig fik jeg min seniorførtidspension. Men fra den ene dag til den anden skete der noget besynderligt. Jeg var ikke længere forsøger, men skulle i stedet forsørges. Jeg gik fra selvstændigt individ med egen økonomi til at skulle leve af min kærestes penge, for man kan tydeligvis ikke være forsørger, når man er pensionist.
DET BRINGER mig frem til det egentlige: Et argument for at afskaffe forsørgerpligten. Det er udformet sådan i grundloven, at staten har pligt til at forsørge den, der ikke kan selv, men denne ret er i moderne tider blevet vendt til, at andre privatpersoner skal påtvinges forsørgerpligt for andre voksne. Kriteriet er, at har der været sex, så skal der betales.
Min kæreste skal forsørge mig og vores fælles barn. Tidligere (før pensionen) var vi fælles om at forsørge vores søn, men nu mener staten, at det er kærestens pligt alene at forsørge os begge. Sjovt nok er denne metode så ulovlig eller på et så løst juridisk grundlag, at Socialdemokraternes bestræbelser på at indføre forsøgerpligten på kontanthjælpsmodtageres samlevere/bofæller blevet fjernet igen for at undgå en kommende retssag.
Det, at staten har påtvunget min kæreste at forsørge mig og vores barn, har en sideeffekt: Min værdighed, som i forvejen har lidt knæk på knæk siden sygdommene satte mig ud af spillet, er pist væk. Ligegyldigheden sætter ind, og den åndelige limbo tager magten fra mig konstant. Den ro jeg fik, efter jeg blev tilkendt pension, er erstattet af en konstant bekymring over i morgen… en konstant tællen penge, for at sikre, at der er nok frem til den første. Min depression, der fik krykker og lille hat med opdrift, tager mere og mere magten igen… alt sammen i afmagt, alt sammen, fordi min ære og værdighed er taget fra mig.
DER ER ingen rimelighed i at pålægge et voksent menneske forsørgerpligt over et andet voksent menneske. Jeg vil påstå, at jeg med saglighed kan afvise ethvert modargument. Så kom bare an!
Måden staten fralægger sig sin forsøgerpligt og pådutter den på uskyldige borgere er slet og ret en skamplet. En uanstændighed, som misklæder et frit samfund, hvor ingen skal være økonomisk afhængig af en anden.
Man kan så mene, at forsørgerpligten i hvert fald skal gælde for de, der er gift. Det er jeg tilbøjelig til at give ret i. Med mindre ægteparret inden giftermål frasiger sig den del af den (strengt taget) juridisk bindende aftale, et ægteskab trods alt er.
Der bør ikke være nogen forsøgerpligt mellem to voksne borgere. Det er ydmygende, ærekrænkende, frihedsberøvende og umuligt at forsvare.
Snart truer folkepensionen, og når den tid kommer, skal der ske et mirakel, hvis familien skal kunne blive sammen. Flytter jeg, bliver udgiften voldsomt meget højere for stat og kommune end ved at regne mig som enlig, på samme måde, som når man får sygedagpenge.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.