En gruppe unge mænd som arbejdede for at skaffe penge til en palæstinensisk modstandsgruppe, en række mystiske røverier og en dræbt betjent, der kun blev 22 år.
Gennem årene er det blevet sagt og skrevet en del om Blekingegadebanden, men kun få ved, hvad der præcis skete under røveriet mod Købmagersgades Postkontor tilbage i 1988.
Nu har et politisk flertal vedtaget, at PET's rolle i sagen skal under lup for en endelig afklaring på om den lukkede politigruppe gik i vejen for det åbne politis indsats for at fange den kriminelle bande. Et forslag som Venstres retsordfører Kim Andersen er tilfreds med nu bliver ført ud i livet.
"Hele sagen har gennem årene været et åbent sår. Jeg er meget glad for, at der har været en bred enighed om at komme til bunds i sagen. Det er vigtigt for os at afklare om mordet på den unge betjent kunne have været undgået," siger han.
Efter Peter Øvig Knudsens Cavling-vindende bog om Blekingegadebanden blev udgivet i 2007 er denne del af Danmarkshistorien igen blevet et hedt debatemne i offentligheden. Her fremgår det, at PET overvågede Blekingegadebanden, men ikke valgte at dele deres viden om bandens arbejde med det ordinære politi.
Daværende PET-chef Per Larsen har hele tiden afvist beskyldningerne, som blandt andet kommer fra politi-kollegaen Jørn Moos. Han har tidligere udtalt til TV2 Nyhederne, at mistanken er "det værste sludder han nogensinde har hørt".
Kommissionen har også fået til opgave at klarlægge om Justitsministeriet eller andre myndigheder sad inde med viden, som kunne være afgørende for politiets efterforskning.