90 svenske kroner - eller 77 danske kroner. Så lidt skal de interesserede slippe for at sikre sig en billet til Eurovision, der finder sted i maj i Malmø.
Lægger man dertil, at der denne gang ikke skal erhverves en flybillet for at komme til finaleshowet, der finder sted lige på den anden side af sundet, så er der altså optimale betingelser for danskerne for at få udlevet melodi grand prix-drømmene.
Men om de 77 kroner giver adgang til selve finalen, tvivler formanden for den danske melodi grand prix-fanklub på.
For der bliver også solgt billetter til generalprøverne, og det kan være dem, de billige billetter er beregnet til, fortæller Johann Sørensen.
Han skal selv af sted med den danske fanklub, der oplever stor interesse blandt medlemmerne.
- Vi sender den største danske delegation af sted nogensinde, fortæller Johann Sørensen til Ritzau.
Mens den billigste billet altså kan fås til under 100 kroner, koster den dyreste 1680 kroner.
- Vi er glade for at kunne frigive billetterne til denne kæmpe fest allerede før jul. Eftersom den billigste billet ikke koster mere end 90 kroner, får rigtig mange mulighed for at følge festen, siger Martin Österdahl, der er executive producer på showet.
Det er afsløret, at Danmark skal kæmpe i den første semifinale, der finder sted den 14. maj, mens Norges deltager skal kæmpe i den anden, der foregår den 16. maj.
Sverige er som vært og 2012-vinder direkte videre til den store finale den 18. maj.
/ritzau/