Carter-klanen blev udvidet med Rumi og Sir i juni, efter at Beyoncé fødte sine og rapperen Jay-Z's tvillinger.
De nybagte forældre har endnu ikke udtalt sig offentligt om livet som forældre til nu tre små arvinger, men parret delte for nylig et billede af tvillingerne på Beyoncés Instagram-profil.
Men nu sætter den stolte mormor, Tina Knowles, ord på familieforøgelsen i et interview med Entertainment Weekly.
- Vi er meget begejstrede. Det er en vidunderlig oplevelse, lyder det fra Beyoncés mor.
Ifølge Tina Knowles er tvillingernes storesøster, Blue Ivy på fem, allerede enormt glad for sine søskende.
- Hun er så stolt og også meget begejstret. Hun er en god storesøster. Det er hun virkelig, lyder det fra Tina Knowles.
Beyoncé og Jay-Z, der bærer det borgerlige navn Shawn Carter, annoncerede graviditeten i februar på sangerindens Instagram-profil, hvor hun delte et billede af sin spirende babybule.
- Vi ønsker at dele vores kærlighed og lykke. Vi er blevet velsignet to gange. Vi er enormt taknemmelige over, at vores familie vokser med to, og vi takker jer for jeres lykønskninger, skrev Crazy in Love-sangerinden.
Den 35-årige sangerinde og den 47-årige rapper har dannet par siden 2002, efter at de udgav deres første nummer, "03 Bonnie & Clyde", sammen.
I 2008 giftede parret sig, og i januar 2012 kom Blue Ivy til verden.
/ritzau/FOKUS