Betjente bruger ulovlige kameraer i efterforskninger

Selv om betjente har fået besked på at oplyse om ulovlige kameraer, sker det tilsyneladende ikke.
Siden 2017 har Københavns Politi haft et pilotprojekt, hvor den samler kendskab til kameraer i et register. Det kan eksempelvis være kameraer fra privatpersoner, butikker, boligselskaber eller offentlige myndigheder.
Siden 2017 har Københavns Politi haft et pilotprojekt, hvor den samler kendskab til kameraer i et register. Det kan eksempelvis være kameraer fra privatpersoner, butikker, boligselskaber eller offentlige myndigheder. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix/arkiv

Betjente hos Københavns Politi har været bevidst om kameraer, der filmer ulovligt. Selv om betjentene er blevet bedt om at indberette kameraerne, er dette ikke sket.

Det skriver DR Nyheder.

Siden 2017 har Københavns Politi haft et pilotprojekt, hvor den samler kendskab til kameraer i et register. Det kan eksempelvis være kameraer fra privatpersoner, butikker, boligselskaber eller offentlige myndigheder.

Registret skal bruges til at hjælpe efterforskninger med relevante optagelser.

I forbindelse med indsamlingen til registret har betjente fået at vide, at de skal notere kameraer, der filmer mere end det må. Den note skal sendes til en særlig e-mailadresse.

Men den særlige e-mailadresse har ikke modtaget nogen henvendelse.

Alligevel viser en evaluering af pilotprojektet, at mindst en efterforsker er bekendt med ulovlige kameraer.

- Jeg benytter mest overvågningsvideo, som dækker veje/fortov, og som desværre faktisk er ulovlige, står der i rapporten ifølge DR Nyheder.

Til Folketinget har Rigspolitiet oplyst, at "et betydeligt antal" filmer ulovligt.

Pilotprojektet skal rulles ud i hele landet. Derfor siger chef for det Nationale Efterforskningscenter, Michael Kjeldgaard, ifølge DR Nyheder, at det giver stof eftertanke.

- Det er klart, at vi jo er interesserede i at gøre det inden for lovens rammer, siger han til DR Nyheder.

- Så selvfølgelig tager vi det her alvorligt og selvfølgelig går vi ind og retter det her til, når vi går ind og gør det her landsdækkende.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ønsker ikke at stille op til interview med DR Nyheder. Han skriver en mail, at reglerne for overvågning skal undersøges.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.