Direktører, advokater og gamle mænd på kanten af pensionsalderen er på vej ud af bestyrelserne, og fuldblodsbestyrelsesfolk overtager posterne. Det skriver Jyllands-Posten
Samtidig rykker flere kvinder op i hierarkierne, og gennemsnitsalderen for bestyrelsesmedlemmer falder.
Det viser den årlige analyse af landets mest betydningsfulde bestyrelsesmedlemmer lavet af Dansk Aktie Analyse for Jyllands-Posten. Dermed bliver 2013 det første år, hvor bestyrelsesverdenens vigtigste trend slår igennem: professionaliseringen.
Sidste års bestyrelseskonge, Jørn Ankær, er sammen med en række andre bestyrelsesfolk på vej på pension. Han er siden sidste år rykket helt ud af bestyrelsernes top 5.
Samtidig overtager navne som den 50-årige Jens Due Olsen, årets bestyrelseskonge, topposterne i bestyrelseslokalerne. Han er af den nye skole, som dropper direktørkarrieren for en fuldbyrdet bestyrelseskarriere, skriver Jyllands-Posten.