Italien skal have en regering, og det bliver med stor sandsynlighed centrum-venstrefløjens leder, Pier Luigi Bersani, der får den opgave.
Flere iagttagere vurderer, at Bersanis valgalliance formentlig har bedre chancer for at vinde støtte i parlamentet end de andre partier.
Centrumvenstre fik ved valget i februar flertal i underhuset, men mangler de afgørende 35 mandater i senatet.
De skal komme fra enten Silvio Berlusconis højreorienterede parti eller fra komikeren Beppe Grillos anti-autoritære 5-Stjerne-Bevægelse.
Bersani har på forhånd udelukket enhver aftale med Berlusconi, og Grillo vender ham ryggen.
Italienske medier skriver, at præsident Giorgio Napolitano i løbet af fredagen formentlig vil bede Bersani om at danne en regering.
Fire velinformerede aviser - Corriere della Sera, Europa, La Repubblica og La Stampa - har alle Bersani som favorit.
Redaktør Stefano Menichini på avisen Europa vurderer, at ekskommunisten Bersani vil forsøge at danne en regering, der skal sidde i kort tid, og som skal forsøge at få iværksat "et begrænset antal reformer".
/ritzau/AFP