Med sit skifte til Sunderland og sin genvundne målnæse er Nicklas Bendtner efterhånden kommet ud af den spillemæssige krise, som adskillige eksperter i lang tid har bedømt ham til at være i.
Under sidste landsholdssamling var det dog en anderledes presset, 23-årig angriber, der mødte op - en angriber, der ifølge et stort interview i Ekstra Bladet, havde brug for at give eksperterne et par alvorsord med på vejen, da han endelig fik hul på mål-bylden igen i landskampen mod Norge.
"Jamen, jeg skreg: Fuck Jer! Jeg råbte det så højt, jeg kunne, og det kom direkte fra hjertet til alle tvivlerne," fortæller den formstærke angriber til Ekstra Bladet.
"Jeg kan altså godt tåle kritik for mit fodboldspil, og det kan landsholdet også, men jeg hader, når nogle fordrejer sandheden og skaber deres eget løgnagtige billede af mig - eller af for eksempel af landsholdets resultater og spil," siger han og fortsætter:
"Det giver folk et helt forkert billede af mig, og det er da irriterende. Jeg havde fået nok, og for mig var det et 'release moment'. Sådan et øjeblik, hvor jeg slap alle frustrationerne løs og fik luft.
Nicklas Bendtner og resten af landsholdet møder Cypern på udebane på fredag den 7. oktober, hvorefter Portugal gæster Parken på tirsdag den 11. oktober.
Kilde: Ekstra Bladet