Nicklas Bendtner blev aftenens helt for Arsenal, da han fem minutter ind i anden halvleg sikrede Arsenal en 2-1-sejr over Liverpool i gårsdagens kamp i Carling Cup.
Fran Merida scorede holdets første mål, som Liverpools Emiliano Insua siden udlignede. Begge mål var to langskudsperler, og det danske sejrsmål fejlede heller ikke noget, da Bendtner satte en forsvarer af og bankede bolden op i nettaget. Dermed sørgede han for at sende Arsenal videre til kvartfinalen i årets turnering.
Begge hold spillede, som det ofte er tilfældet ved Carling Cup, med flere spillere, der ikke normalt spiller på førsteholdet.
Onsdagens øvrige kampe bød på en Chelsea-sejr på 4-0 over Bolton Wanderers, mens Manchester City sikkert røg videre i turneringen efter en 5-1-sejr over Scunthorpe United.