Da Nicklas Bendtner i går skrev under på en ny kontrakt med Arsenal, sikrede han sig samtidig masser af nuller på lønchecken fremover.
Ifølge Sporten.dk kan den danske landsholdsspiller se frem til en årsløn på omkring 25 millioner kroner i løbet af de næste fem år. Det gør ham til den bedst betalte danske fodboldspiller.
Spillerens far og agent, Thomas Bendtner, er dog ikke meget for at røbe detaljerne i den nye kontrakt.
"Vi vil slet ikke fortælle om økonomien, men det er klart, at Nicklas er glad for den store kontrakt. Vi synes, at vi har fået forhandlet en god aftale i hus. Jeg har selv forhandlet kontrakten for Nicklas, og selv om det har taget lang tid, så har de to parter aldrig været i tvivl om, at vi ville have hinanden. Den slags kontrakter med den størrelse og længde tager bare tid at få på plads," siger han.
Arsenal manager, Arsene Wenger, er også ganske tilfreds med, at Nicklas Bendtner har bundet sig til klubben i de kommende fem år.
"Nicklas har imponeret mig meget med hans hårde arbejde og sammenbidte vilje i sidste sæson. Man kan se, at han ønsker at være med på allerhøjeste plan og vinde noget med sine holdkammerater. Han scorede mange vigtige mål for os i sidste sæson, og han vil gøre alt for at gentage det i denne sæson," siger han til klubbens hjemmeside.