11.07:

”What?”

Socialdemokraternes Mogens Lykketoft ligner en mand, der har fået en maveplasker af rang, da statsminister Lars Løkke Rasmussen er lige ved at være færdig med sin afslutningstale. Løkke på sin side er kold. Iskold.

Vi er nået ned til udenrigspolitikken, ja faktisk forbi den og er helt nede ved udviklingspolitikken. Lige før afsnittet om Grønland og Færøerne – og her plejer de fleste ’punch’-lines at være overstået. Men så er det, at Løkke, efter at han har rost regeringens udviklingspolitiske strategi – formuleret af den næsten nye minister, Søren Pind - slår til.

Det starter blidt med et par ord om Pinds strategi:

”En strategi, der kombinerer danske interesser og værdier og ser realistisk på, hvor vi kan hjælpe og hvor vi kan gøre en forskel.”

Og så kommer det:

”Jeg beklager, at oppositionen ikke har villet tage et medansvar for Danmarks ansvar i den tredje verden.”

Løkke ser iskoldt ud over folketingssalen, hvor Lykketoft råber højt og hvor socialdemokraterne og SF’erne ikke ved om de skal grine eller græde. U-landsbistanden har siden 2001 været en evig øm tå, hvor VK først skar drastisk, så øgede lidt og nu har skåret igen, for det er nu engang DF’s politik. S, SF og R har stået på sidelinjen og raset – og nu tog Løkke så den store saltbøsse og dryssede godt og grundigt ned i såret.

Der er krig i dansk politik. Barsk, banal og beskidt krig.

Og scenen er sat på dagens afslutningsdebat, hvor Lars Løkke fuldt og helt blæser sin nye stil ud. Han prøvede først at være blød mand, så skulle han været statsmand, så var han familiefar – alt gik galt og nu er der kun vej tilbage:

Barske bøllebank.

Og slaglinjer – her er et par af dem, vi kommer til at høre frem til valget:

”Oppositionens plan er ikke fair – den er kejserens nye klæ’r”

Og:

”For at hjælpe bedst, skal vi finde ud af, hvem der trænger mest.”

Nede i salen er Helle Thorning-Schmidt ved at sms’e, det samme er Mogens Lykketoft – det er før den med u-landsbistanden. Venstres gruppeformand Kristian Jensen kigger ud i luften – ser ud til at undre sig over, hvorfor han sidder der, hvor han sidder – og den radikale Margrethe Vestager kigger op i luften.

Løkke taler videre:

”Vi vil ikke have flere lappeløsninger – vi vil have varige løsninger,” siger Løkke om indvandringen – endnu en slaglinje.

Inden han kommer til der, hvor det virkelige slag skal slås: Kampen om velfærdssamfundet.

”Danmark er et land med husrum og hjerterum. Vi har lagt etage på etage for vores fælles hjem, Danmark og tænkt, at fundamentet holdt. Men krisen har tæret på Danmark, vi er blevet fattigere, fundamentet krakelerer.”

I salen har Jørgen Poulsen, p.t. radikal, rejst sig og er på vej ud af salen. Det er der ikke rigtigt nogen, der bemærker. På den konservative bænk er Tom Behnke ved at tjekke sin kalender – dagen efter, at han sagde på TV2 News, at MF’ere ikke skulle ned i løn, for de kunne sagtens gå ud og få et job til en million om året. Behnke er politibetjent.

SF’s Ole Sohn kommer ind med aviserne – tager selv Jyllands-Posten og giver Anne Baastrup Ekstra Bladet. Oppe på talerstolen er Løkke ved at være færdig med sin tale – han er stadig i gang med det danske hus og fundamentet, da han slutter med en tak til især DF og lidt til Liberal Alliance:

”Tak til de partier, der har samarbejdet med os i det folketingsår, der er gået. Jeres navne står indgraveret på soklen til det gode samfund, Danmark er – og skal vedblive at være.”

Løkke går ned på sin plads, tydeligt glad ved sig selv.

Venstres politiske ordfører, Peter Christensen går op på talerstolen. Elektrikeren fra det sønderjyske skal slås videre, mens Løkke lige tager en tur rundt om ministerbænkene.

Veltilfreds.

Der er lidt opbrud i salen, mens Peter Christensen, som i Venstre kun kaldes PC, tager fat på  økonomien.