"Godt at valget kommer nu."
Sådan lyder meldingen fra De Konservatives formand Lars Barfoed kort efter, at statsministeren skød valget i gang.
"Så kan vi få løst op for usikkerheden. Vi går til valg på, at VK-regeringen fortsætter, så vi kan komme videre med at løse de store udfordringer, som Danmark står overfor," siger formanden.
Barfoed mener, at valget kan få store konsekvenser for Danmarks børn.
"Valget den 15. september er et skelsættende valg. Her skal vi vælge, hvilken vej Danmark skal gå i fremtiden. Valgets udfald vil få store konsekvenser for alle danskere, det gælder ikke mindst vores børn og børnebørn," siger han.
Derfor vil De Konservative have valget til at handle om tryghed.
"Konservative vil skabe tryghed om danskernes økonomi, styrke erhvervslivet, øge væksten, stoppe gældsætningen og holde den offentlige økonomi i stramme tøjler," lyder det fra formanden.
Det er dog umiddelbart op ad bakke for regeringen. Blå blok er bagud i meningsmålingerne, og De Konservative er et godt stykke under sidste valgresultat på hver tiende stemme.