Den konservative leder og afgående justitsminister har umiddelbart gode ting at sige om sin efterfølger til sidstnævnte post, Morten Bødskov.
"Jeg har noteret mig, at det er Morten Bødskov, der skal være ny justitsminister, og det er han absolut kompetent til," siger Lars Barfoed.
Da de ord blev overbragt til den nye justitsminister, udløste det prompte et taknemmeligt smil.
"Det er jeg naturligvis meget glad for, han siger, og jeg håber at kunne gengælde det til Lars Barfoed med et godt samarbejde.
Morten Bødskov til ikke forholde sig til, hvorvidt Justitsministeriet har drømmetaburetten.
"Jeg synes, det er spændende. Jeg var retsordfører i flere år og har beskæftiget mig med terrorlov og rockerlov i lang tid," svarer han.
Og hvornår det lige blev klart, at han skulle være lovens vogter, ja det er Bødskov heller ikke meget for at svare på.
"Ja, det er jo sådan noget, der sker i løbet af aftenen og natten," slutter Socialdemokraternes nye justitsminister, inden han haster ind i Statsministeriet.
I dag er det primært en formaliadag samt glædens ditto for de nye ministre, og det har Lars Barfoed tænkt sig at respektere.
"De skal have lov at fejre det. Vi begynder først oppositionsarbejdet i morgen," lover han.