Lionel Messi og Zlatan Ibrahimovic bliver klar til aftenens brag i Barcelona, hvor Real Madrid kommer på besøg. Det klassiske opgør er samtidig et topopgør, da Real Madrid er nummer et i den spanske La Liga, mens FC Barcelona er nummer to.
Men noget kunne tyde på, at den stilling bliver ændret efter aftenens opgør, i hvert fald er optimismen stor i barcelonalejren, der er så godt som skadesfri. Zlatan og Messi har trænet med siden fredag, og ser i følge spanske medier ud til at have overkommet deres skader. Det er ikke godt for kongeklubben, det advarer Ibrahimovic
"Det bliver en målfest. Publikum kan forvente mange mål, fordi vi altid scorer mindst to mål," siger svenskeren ifølge BT.
Han tror ikke på, at Real Madrid kan vinde på Camp Nou.
"Jeg har en god følelse omkring kampen. Vi spiller smuk fodbold, og jeg er helt sikker på, vi vinder," siger han
Hos gæsterne erkender man, at udsigten til, at FC Barcelona får Lionel Messi med igen, ikke er god.
"Jeg vil til hver en tid foretrække, han ikke spiller. Han er en spiller i absolut verdensklasse, siger Real Madrids Xabi Alonso.
Spanske aviser spår også en sejr til Barcelona og det til trods for, at Real Madrid burde være revanchesulten de i sidste sæson tabte 6-2 på eget græs.