Efter at have stadfæstet dommen over de fire diskvalificerede damedoublepar, forsvarede formand Thomas Lund fra det internationale badmintonforbund (BWF) det udskældte gruppespil i OL-turneringen.
Flere spillere og trænere har ellers brokket sig over formatet, fordi det gør, at nederlag kan betale sig.
Det så man i kampene, hvor de diskvalificerede par ikke spillede op til deres ypperste og bevidst forsøgte at tabe for at møde nemmere modstandere i knockout-fasen.
Men Thomas Lund afviser helt at forkaste gruppespillet.
- Jeg mener, at gruppespillet generelt set har været en bragende succes.
- Men vi må også erkende, at der har været problemer i nogle kampe, og det må vi se på, Thomas Lund.
Han er ikke nødvendigvis enig i, at turneringsformatet skal ændres til at være ren knockout, så spillerne ikke kan spekulere i, hvem de skal møde i kvartfinalen.
- Vi ville rigtig gerne have været foruden denne sag, men jeg mener, at vi har et system, der kan ordne det.
Og Thomas Lund gjorde, hvad han kunne for at aflede opmærksomheden fra den uheldige sag og badmintonsportens ry i OL-regi.
- Personligt håber og tror jeg ikke, at det kommer til at påvirke vores status som OL-idrætsgren.
- Jeg vil gerne henlede jeres opmærksomhed på, at vi er gået ind i knockoutfasen, og vi kommer til at se nogle fantastiske kampe, lige som vi allerede har haft i gruppespillet, siger Lund, som insisterer på, at den internationale olympiske komité ikke har vrisset af BWF.
- Der har ikke været noget pres på os fra IOC. Det har kørt uafhængigt af dem, så der har ikke været noget pres.
/ritzau/