Den 20-årige Nicklas Bendtner har ikke haft den bedste sæson indtil nu, hvilket har øget chancerne for et farvel til Arsenal, mener den britiske avis The Times.
Arsenal ligger p.t på en skuffende fjerdeplads i Premier League med otte point op til Liverpool. Den situation har fået manager Arsene Wenger til at overveje, om der skal nye kræfter på angrebspladserne, når transfervinduet åbner til januar.
Ifølge The Times er Nicklas Bendtner derfor kommet på tale i West Bromwich på en lejeaftale for resten af sæsonen, mens Willam Gallas står over for et muligt salg til Juventus i Serie A.
Det forlyder dog, at Bendtner ikke er særlig ivrig efter at komme til at spille for Albions, der ligger i bunden af den bedste engelske række.
Bendtner var i sæsonen 2006/07 udlejet til Birmingham City, hvor han scorede 11 mål.