Australien har torsdag fået klart medhold ved verdenshandelsorganisationen (WTO) i landets meget restriktive regler for indpakningen af tobaksprodukter.
Det var Cuba, Indonesien, Honduras og Dominikanske Republik, som havde klaget over Australiens fremgangsmåde. Det skriver Reuters.
I afgørelsen lyder det fra WTO, at Australiens lovgivning om "simpel emballage" bidrager til at forbedre folkesundheden ved at brugen af tobak og eksponeringen heraf.
Dommen afviser også, at lignende alternative foranstaltninger ville være lige effektive.
Afgørelsen kan give grønt lys for, at andre lande kan benytte sig af samme metoder, som Australien gør brug af. Det kan også få betydning for indpakning af både alkohol og junk food.
Reglerne for reklamer og sundhedsadvarsler på tobaksvarer er hårdere i Australien, end de er i andre lande.
I 2010 blev de nuværende retningslinjer introduceret. De forbyder logoer og stærke farver på cigaretpakker til fordel for olivenfarvede pakker med tobaksmærkets navn skrevet med småt med en standard skrifttype.
Australien var det første land i verden til at introducere "simpel emballage" for tobaksprodukter.
På EU-plan trådte et revideret tobaksdirektiv i kraft i maj 2016. Det har også medført strengere krav til emballage.
For eksempel skal 65 procent af en cigaretpakkes overflade indeholde et advarselsbillede og tilhørende tekst.
Men det står EU-landene frit for, om de vil skærpe kravene yderligere, for eksempel med krav om "simpel emballage". Det har blandt andet Storbritannien, Frankrig og Ungarn valgt at gøre.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) hilser WTO's afgørelse velkommen.
Den kan ifølge WHO få indførslen af "simpel emballage" til at sprede sig til flere lande.
/ritzau/