Det er ikke kun flytrafikken, som kan blive lammet af den islandske vulkan Grimsvötn, der i disse dage spyer aske op i atmosfæren.
Det islandske vulkanudbrud kan nemlig også sætte en stopper for landskampen mellem Island og Danmark, som skal spilles 4. juni.
"Vi følger naturligvis sagen om askeskyen nøje, og mandag eftermiddag gjorde vi UEFA opmærksom på den problematik, vi kan havne i," siger DBU's kommunikationschef Lars Berendt til Ekstra Bladet.
UEFA bekræfter overfor avisen, at man er opmærksom på problemstillingen, og at man ikke vil tvinge danskerne ud i alternative transportmuligheder, hvis man ikke kan flyve til Island om to uger.
Hvis landskampen bliver aflyst, kan den efter al sandsynlighed spilles i begyndelsen af august.
10. august skal Danmark møde Skotland i en venskabskamp. Den kan eventuelt aflyses, så der bliver plads til den vigtigere EM-kvalifikationskamp.
Kilde: Ekstra Bladet