Der er tilsyneladende kun én knast tilbage, før Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er enige med regeringen om en reform af folkeskolen.
Det er et obligatorisk tilbud om lektiehjælp, der adskiller De Konservative fra de øvrige partier i forhold til at nå i mål, og derfor opfordrer undervisningsminister Christine Antorini (S) til, at den tænkepause hun har givet til på torsdag, bruges fornuftigt.
- Jeg har bedt om tænkepausen, for at se, om man ikke lige kan klappe hesten og overveje, om man ikke er der, hvor vi i fællesskab alle seks partier kan sige, at nu er vi faktisk der, hvor vi får et ambitiøst løft af vores børn.
- Jeg synes faktisk, at vi er et sted, hvor alle partier bør kunne se sig selv og frem for alt, at folkeskolens elever og forældre, lærere og pædagoger kan se, at det her er en skole, som virkelig kan løfte alle børn, siger Antorini.
De Konservative mener ikke, at lektiehjælpen skal være en del af skoledagen, men være et tilbud, der skal ligge ud over skoledagen, og som man så kan sige ja eller nej til.
Regeringen og de øvrige forligspartier er indstillet på, at lektiehjælpen skal være en obligatorisk del af skoledagen, mens dem, der ikke har brug for lektiehjælp får andre faglige udfordringer.
Regeringens forslag vil give en længere skoledag i sammenligning med Konservatives forslag.
Antorini håber, at partierne kan nå til enighed på torsdag, hvor forligskredsen mødes igen.
Hun vil ikke spekulere i et scenarie, hvor Konservative i 11. time blokerer for en aftale og et nyt forlig derfor først kan træde i kraft efter et folketingsvalg.
- Jeg har det sådan, at jeg er optimist, siger hun.
/ritzau/