Styrkede muskler og pulsen op. Det er et af de tiltag, der vinder frem, når arbejdspladser vil fremme medarbejdernes sundhed. Og står det til flertallet af de ansatte, kan arbejdsgiverne godt fortsætte ad den vej. Det skriver Fagbladet FOA.
Hele otte ud af 10 ansatte giver i en ny medlemsundersøgelse fra FOA udtryk for, at de gerne vil deltage i sundhedstilbud via arbejdspladsen. Men mulighederne er der ikke altid. Kun fire ud af 10 mener, at deres arbejdsplads er optaget af at gøre noget for deres sundhed.
Motion topper listen over, hvor medlemmerne gerne vil sætte ind. Selv om flertallet vægter frivillighed højt, ser det ud til, at man som medarbejder er mere villig til at lade sig presse, når det handler om motion. For fire ud af fem er det således i orden, hvis det bliver obligatorisk at træne i arbejdstiden.
Just Bendix Justesen, der forsker i implementering af strategisk sundhed på arbejdspladsen på Syddansk Universitet, er positivt overrasket over den melding.
- Der er et potentiale, men lederne skal virkelig tænke sig om i forhold, hvordan de griber det an. Ellers får man ikke den gruppe med, der har mest brug for at styrke kroppen. Helt afgørende er det, at medarbejderne får indflydelse på hvordan og hvornår, siger han.
Papirgården, en udekørende hjemmeplejegruppe i Odense, er en af de arbejdspladser, hvor man har eksperimenteret med forskellige former for fysisk aktivitet i arbejdstiden. Lederen af Papirgården, Helle Meyer, har et mål om, at det bliver en til to gange om ugen i cirka en halv time.
- Jeg ser det som en god investering. For nogle er det måske den eneste form for motion, de får. Hun understreger, at det er frivilligt at deltage, men mener også, at det er i orden at skubbe lidt på.
- Og hvis man ikke ønsker at deltage, har man opgaver hos borgerne i stedet for. Det er ikke bare en pause, siger hun til Fagbladet FOA.
Godt 2000 FOA-medlemmer har besvaret undersøgelsen.