Den højgravide Anni Fønsby var i torsdags involveret i en trafikulykke med en lastbil.
Ifølge B.T. skete ulykken da den 37-årige tidligere bordelmutter var på vej hjem fra et dyrehospital, hvor hun havde besøgt sin gamle cockerspaniel Gucci.
"Jeg holder ind til siden for at tale i telefon. Og pludselig begynder den foranholdende lastbil at bakke. Jeg sidder og taler, imens den kommer bakkende hen imod mig og kører ind i min bil. Jeg kan bare sidde og se på, at trucken er ved at smadre min bil," siger Anni Fønsby til B.T.
Den rufferisigtede kendis sprang derfor ud af sin bil for at få fat i føreren af lastbilen, men han mente åbenbart ikke, at han havde gjort noget galt, selv om Anni Fønsby holdt helt stille.
"Han ville ikke erkende, at det var hans skyld. Derfor ringede jeg til politiet, men det ville de ikke tage sig af," siger Anni, som i stedet blev henvist til sit forsikringsselskab og måtte køre hjem i sin smadrede bil.