Hvis du er en af de mange, som har tabt kroner og ører på skandalen om den digitale tinglysning, så må du vente lidt endnu på erstatning.
Det står klart allerede inden Folketingets krydsafhøring af justitsminister Lars Barfoed (K) her onsdag eftermiddag om netop skandalen, der har kostet danskere og virksomheder dyrt.
Dansk Folkeparti vælger nemlig at bakke op om regeringen, der vil afvente arbejdet fra Rigsrevisionen og Kammeradvokaten, før en model for udbetalingen af erstatning kan ligge klar.
Samtidig vil partiet ikke udtale kritik af regeringens håndtering af sagen.
Den beslutning får oppositionen i det røde felt. Fra Folketingets talestol dundrer de mod det borgerlige flertal.
"Dansk Folkeparti løber fra de løfter, man har givet i offentligheden, om, at hvis staten søsætter sådan et projekt her, og det slår fejl, så må staten også være klar til at betale noget af regningen. Som så ofte før, så springer Dansk Folkeparti hurtigt op som trold af en æske, men de falder også stille og roligt ned igen. Endnu en gang holder de hånden over regeringen," siger de radikales Morten Østergaard, uden for de brune glasindfattede døre der fører ind til salen og den ophedede debat, til Newspaq.
Samme vrede mod støttepartiet kommer fra flere af oppositionens ordførere fra talerstolen. SF's retsordfører, Karina Lorentzen, kalder beslutningen om at vente på udtalelserne "en syltekrukke".
Dansk Folkeparti forsvarer dog hårdnakket beslutningen. Det betyder nemlig ikke, at erstatningerne er glemt.
"Helt klart, skal der ses på, om der kan ligge et ansvar et eller andet sted. Og så skal vi selvfølgelig, ud fra de udtalelser, se på, om der er så nogen som skal have erstatning."
"Men jeg synes, det er rimeligt, at når vi nu har sat Rigsrevisionen i gang med at se på, hvad der nu er gået galt. Og når man har bedt Kammeradvokaten om en udtalelse, så er det også rimeligt, at man afventer og ikke bare sige; betal ved kasse ét," siger DF's politisk økonomisk ordfører, Pia Adelsteen, til Newspaq.
Men fra oppositionen holder de fast i kritikken
"Det, vi siger, er jo sådan set bare, at regeringen skal komme med model (for erstatningsudbetaling, red.). Det kan næsten ikke blive mere uforpligtende, men alligevel tør Dansk Folkeparti ikke bide til bolle og udtale kritik af regeringen. Dermed frikender man jo også regeringen for ansvar i den her sag. Det synes jeg er stærkt beklageligt, fordi det er så åbenlyst, at borgerne har lidt et kæmpe tab," slutter finans- og erhvervsordfører, Morten Østergaard.