Når man har super-navne som Madonna, Michael Jackson og Rhianna på cv'et, så er det nok ikke ligegyldigt, hvad man mener om sangtalenter.
Derfor må man formode, at den amerikanske topproducer Dallas Austin har noget at have det i, når han siger, at der gemmer sig en fremtid som sanger i den generte X Factor-vinder Morten Nørgaard.
- Jeg tror, at han har potentialet til at blive en stor stjerne. Han er først ved at vænne sig til det hele. Det sagde jeg også til ham forleden: Du ved godt, at du kan blive en stjerne, ik? Du er på vej, du skal bare gøre det og ikke holde dig tilbage, sagde Dallas Austin til Ekstra Bladet efter finale-gyseren i årets X Factor.
Her blev Morten Nørgaard mod alle odds sendt i den afgørende sangdyst mod storfavoritten Chili. Og han vandt ikke bare seernes gunst og sms'er, men henviste således Chili til andenpladsen, mens Mia blev nummer tre.
Udover at kunne kalde sig vinder af X Factor 2017, så skal Morten Nørgaard i studiet med netop Dallas Austin. Præmien er nemlig en EP produceret af Dallas Austin.
- Han er en historie mere end blot en sanger. Hans historie er fantastisk, og det er nemt at lave sange ud fra det. Hans stemme er også utrolig, sagde Dallas Austin om Morten Nørgaards potentiale.