Først truede Venstre-kvinden Marion Pedersen med at stemme imod finansloven. Så faldt hun helt ned igen. Hvad sker der egentlig?
Der sker det, at Venstres folketingsgruppe er blevet en åben slagmark, hvor respekten er gået fløjten.
I sidste uge var det Ejvind Vesselbo og Britta Schall Holberg, der satte fødderne ned og sagde 'f.... nej!'.
I denne uge var det så den i vide kredse totalt ukendte Marion Pedersen, der ikke ville være med.
Det er tre gange på en uge, at Venstre-toppen er blevet udfordret - det er bemærkelsesværdigt, selvom der er stor forskel på sagerne.
Vesselbo og Schall Holberg er begge stærkt utilfredse med, at Venstres top ikke inddrager folketingsgruppen i arbejdet.
Den frustration deler mange i gruppen, men de to 'gamle' (undskyld!) tør sige den åbent. Og de tog begge et profileret forslag, det nye point-system for familiesammenføringer, som gidsel i deres kamp mod gruppeledelsen for at få maximalt gennemslag.
Hvad handlede det om for Marion Pedersen?
Det handlede om noget andet. Marion Pedersen er utilfreds med, at en del skadede biler skal skrottes, i stedet for at blive repareret.
Og hvorfor er hun så det? Fordi hun sammen med sin mand, Henrik, ejer og driver autoværkstedet "Din Bilpartner" på Strandlodsvej på Amager.
Loven vil gøre ondt på bil-branchen - man regner med, at 4000 færre biler skal igennem den helt reparation og i stedet sendes til de evige skrotmarker. Det vil samtidig betyde tab af 500 jobs.
Det satte Marion Pedersen spot på - inden hun tirsdag eftermiddag lagde sig fladt ned i en pressemeddelelse fra Venstre. Nu hedder det, at hun 'blot' har ønsket at få drøftet nogle detaljer.
Har hun så fået det?
Det mest korrekte udtryk for det, der er sket, er nok politiske bøllebank. Marion Pedersen var ikke selv med på tirsdagens gruppemøde, hvor der faldt mange tørre tærsk ned over hende.
Efter mødet var det en bister Claus Hjort, der måtte svare på spørgsmål - gruppeformand Kristian Jensen var flygtet væk, selvom han har ansvaret for gruppen.
I løbet af tirsdagen blev Marion Pedersen så 'bearbejdet' og til aften var hun mør og flertallet var intakt.
Hvad siger det om stemningen og magtforholdet i Venstre?
At det er en gruppe, hvor autoriteten er gået fløjten. Venstre har engang været kendt som partiet, hvor der var højt til loftet - det kan vist pænest udtrykkes således: Det var dengang.
I dag oplever gruppen at blive holdt udenfor væsentlige beslutninger. De ser ikke lovforslagene fra regeringen, før de nærmest er vedtaget. Point-systemet hørte Venstre f.eks. først om, da det blev offentliggjort - mens den konservative gruppe havde fået det gennemgået dagen før.
Det betyder, at der bliver talt med store bogstaver i gruppeværelset. Både fra de 'sure' - men også fra ledelsen. Gruppeformand Kristian Jensen skælder ud, men har ikke den nødvendige autoritet. Der er for få, der har respekt for ham, lyder det overordnede skudsmål fra kilder i Ventres gruppe.
Politisk ordfører, Peter Christensen, giver også gerne en skideballe - finansminister Claus Hjort har generelt aldrig været håndsky overfor skideballer - og når Lars Løkke Rasmussen er med til gruppemøderne, er der også gerne knubbede ord fra ham.
Men er det ikke meget normalt, at der er diskussion i partierne? Det er jo engagerede mennesker, der sidder der?
Jo - men det er heller ikke det, der er sagen hos Venstre lige nu. Det er ikke et spørgsmål om politiske uenigheder - det er et spørgsmål om et parti, der er kørt træt og en gruppe, der ikke har den nødvendige respekt for ledelsen og derfor siger fra.
Og en ledelse, som derfor hele tiden skælder ud.
Alligevel er der ingen af de 'sure', der vil stemme imod?
Nej - for så er det ikke bare regeringen, der ryger - så er det også dem selv. Men de går til stregen og de læner sig ind over og det er et af de tydeligste tegn på et parti i krise.
Spørg bare Socialdemokraterne om, hvordan stemningen var i gruppeværelset i Nyrups sidste dage. Ikke for småbørn!
Lige til sidst: Socialdemokraterne sagde tidligt på dagen, at de ville stemme for finansloven uanset hvad. Hvorfor det?
Fordi de ikke vil beskyldes for uansvarlighed. Hvis S havde spillet med på melodien om at stemme nej til finansloven - som i bund og grund er samfunds-budgettet og grundlaget for, at sygeplejersker og politibetjente kan få løn - havde V og K været der med det samme.
Og beskyldt S for at være uansvarlige. Det var det, der skete i 80'erne under Schlüters regeringer. I 1983 stemte S imod finansloven, i 1984 og 1988 undlod de at stemme. Ellers har de altid stemt for.
Dengang var det et led i en intern politisk kamp om, hvor hård man skulle være i sin oppositionslinje. Den hårde linje stod Anker Jørgensen og Svend Auken - sekunderet af Ritt Bjerregaard - for, men den tabte endegyldigt, da Poul Nyrup udfordrede og vandt over Svend Auken i 1992.
Siden har S stemt for finanslovene.
Og det gør det også i år. Mens SF's Astrid Kragh udtalte, at SF ville overveje at stemme imod, hvis Marion Pedersen havde stået fast. Det skal V og K nok minde S og SF om.
Avisen.dk's politiske redaktør, Elisabet Svane, analyserer situationen i Venstre.