Mens Mathias Boe lå under dynen og plejede sin influenza, vandt hans afløser Mads Pieler Kolding sammen med Carsten Mogensen fredag aften finalen i herredouble ved Copenhagen Masters efter en sand gyser.
Kolding og Mogensen vandt finalen over Mads Conrad-Petersen og Rasmus Bonde i tre sæt med cifrene 23-21, 16-21, 23-21.
Det var ellers dømt til at blive svært for Mads Kolding og Carsten Mogensen, som selvom de er klubkammerater i Skovshoved, ikke danner par til daglig og derfor savnede rutiner og erfaring.
Det til lejligheden sammensatte par startede også usikkert, og især Mads Pieler Kolding begik nogle dumme fejl, og på den konto kom Mads Conrad-Petersen og Rasmus Bonde foran med 11-4.
Men så skruede Mogensen bissen på, og den erfarne OL-sølvvinder fik lov at styre spillet i en periode, hvilket sikrede Kolding og Mogensen seks point i træk.
Resten af sættet var det meget tæt, og begge par nåede at have sætbold, inden Bonde og Conrad-Petersen vandt sættet 23-21.
I andet sæt fik Kolding og Mogensen bedre styr på sagerne, og ved stillingen 14-14 trak de fra og vandt sættet sikkert med 21-16.
Tredje sæt endte i gys og stillingskrig. Kolding og Mogensen missede den første matchbold. Derpå brændte Conrad-Petersen og Bonde deres første matchbold ved 21-20.
Men anden gang Mogensen og Kolding fik chancen, slog de til og lukkede kampen.
Mads Conrad-Petersen og Rasmus Bonde har heller ikke spillet sammen så længe. De to indledte først samarbejdet i denne sæson, efter Jonas Rasmussen indstillede karrieren.
I 2010 vandt Mads Conrad-Petersen den danske turnering sammen med netop Jonas Rasmussen.
/ritzau/