Kuglerne fyger igennem gaderne i Elfenbenskystens hovedstad, Abidjan.
Den afgående præsident, Laurent Gbagbo, har forskanset sig i præsidentboligen omgivet af sine sidste trofaste soldater og håndlangere.
Urolighederne har gjort, at Japans ambassadør i det vestafrikanske land her til morgen blev evakueret af franske specialstyrker, skriver BBC.
Ambassadørboligen ligger klods op af præsidentens residens, og ambassadøren var derfor fanget midt i en krydsild mellem Gbagbo-styrker og Alassane Ouattaras ditto.
Alassane Ouattara vandt officielt valget tilbage i november, men Laurent Gbagbo har endnu ikke villet anerkende resultatet. Derfor har Elfenbenskysten de seneste uger været skueplads for borgerkrigslignende tilstande.
Frankrig har sammen med FN-styrker støttet Ouattaras styrker, som nyder bred opbakning fra det internationale samfund.
Israels ambassade i Abidjan har ifølge Frankrigs udenrigsminister, Alain Juppe, også anmodet om at få støtte til at trække sine diplomater ud af landet.
Kilde: BBC